Mit navn er Jesper

Jeg håber ikke dette indlæg fornærmer nogen eller på anden måde skaber røre omkring sig. Jeg har bare brug for at dele min historie(i grove træk) med dem der gider læse det for som i nok ved, hvis i færdes herinde, så er det ikke altid nemt at slæbe læsset alene. Jeg undskylder for den til tider måske usammenhængende tekst og for den utroligt dårlige tegnsætning.

Mit navn er Jesper. Jeg er 23 år og har boet hele mit liv i Nyborg, Fyn. En hyggelig lille by hvis man ellers passer ind. Det har jeg aldrig gjort. Sådan har jeg det i hvert fald. Mine forældre drak meget under min opvækst. Faktisk så meget at de fleste minder jeg har fra dengang foregår på værtshuse. Minder som jeg helst ville være foruden. Kan nævne den episode der står mig klarest. Mine forældre sidder i baren og jeg sidder nede ved et bord med min sodavand og det slik jeg var blevet betalt med for at sidde der. Overfor mig sidder to mænd, godt beruset, og diskutere højlydt. Kan ikke huske detaljer men det var noget med en hund der var blevet solgt. Lige pludselig farer den ene op og knalder den anden omkuld. Stemningen i rummet bliver mørk og kold og folk kommer med tilråb fra de forskellige hjørner i baren. Min far går hen til de to mænd og får med lidt hjælp fra andre smidt dem ud, og med et var det som ingenting var hændt. Folks stemmer blev muntre endnu engang og jeg tør næsten sværge på at musikken i rummet var forsvundet med stemningen men bliver skruet op igen. Folk vender tilbage til deres øl alt imens jeg sidder og kigger på hvordan de to fulde slagsbrødre går til den ude på gaden. Til sidst kan den ene ikke mere og falder på knæ hvorefter den anden tager ham i kraven og håret og banker hans hovede ind imod væggen, på den anden side af gaden, et par gange og forlader så stedet stille og roligt. Det er en, blandt mange af de ting jeg husker fra min barndom. Mine forældre bliver skilt da jeg er fem hvorefter min far flytter til sjælland.

Min skolegang var ikke meget bedre. som følge af mine forældres alkohol misbrug havde jeg aldrig haft faste rammer, spisetider eller nogen form for aktivering, og da jeg i forvejen var halvbuttet hjalp det ikke på hverken, selvtilliden eller lysten til at deltage i store forsamlinger, at jeg var meget overvægtig. Jeg havde svært ved at få venner da jeg ikke var som de andre i klassen. Som de andre på skolen. Følte mig udstødt og ude af sted. Blev mobbet med min vægt og mit tøj af de fleste. Ja sågar min egen klasselære var efter mig. Han kom ofte ind i klassen med et stort smil og sagde, "nyd i bare tiden udenfor eller på biblioteket og Jesper vil du komme med her". Derefter fulgte en samtale som varede evigt. De ting vi snakkede om var ting som at jeg var meget fed og de var meget bekymret for mig nu hvor min mor altid var fuld og ikke kunne passe på mig. De ting han sagde gjorde mig så ked af det og igen helt ude af sted. Det her stod på i 4 år sådan on-and-off. Men det foregik, på trods af gentagne klager fra min mor.

Jeg havde få venner, og de få der var kendte alle til fulde forældre og svigt. da jeg går i 4. Klasse vælger min far så at smide alkoholen på hylden da han har fået en ny kæreste og lige pludselig vil han gerne være min far og får sat igang at jeg skal på julemærkehjem. så jeg ryger på Julemærkehjem i 3 måneder som 10-årig og på kostskole i 2 år som 13-årig. Tiden på Ringe Kost-og realskole er den bedste tid i mit liv. Pludselig er jeg blandt unge der allesammen har en fortid som er anderledes og som på mange punkter ligner min. Jeg fik rigtigt mange venner og begyndte at skate, så tabte mig også rigtigt meget. Hen mod slutningen af mit andet år vælger jeg dog at stoppe på skolen og komme hjem til Nyborg. På det her tidspunkt hverken drak jeg eller røg hash. Skal lige nævne jeg startede på smøgerne som 12 årig.

Da jeg kommer hjem har jeg ændret mig meget og de få venner jeg havde dengang har udviklet sig til rigtigt gode venner og så har jeg oven i hatten fået ENORMT mange bekendtskaber gennem dem. Mine far er stadig ædru på sit femte eller sjette år og bor stadig med sin nye kæreste, som han i mellemtiden har giftet sig med. min mor drikker dog stadig for meget. Hun har fundet en kæreste som hun er rigtigt glad for. Han var aldrig særligt glad for mig og når min mor ikke var i nærheden snakkede vi ikke sammen medmindre han var sur på mig. I sommerferien mellem ottende og niende klasse dør han af lungekræft hjemme i vores stue.

Jeg begynder at færdes i forskellige omgangskredse i Nyborg og får flere og flere venner. Efter sommerferien da jeg skal starte i 8. klasse begynder jeg først at tænke på alle de ting mine venner har lavet de sidste par år imens jeg har været på kostskole. Festet, drukket, røget hash osv. og jeg begynder at være med på de ting. Jeg holder fester hele tiden og der er liv og glade dage indtil en nat hvor der kommer uventede gæster. En gruppe mænd tropper op og forlanger at få udleveret en af vores kammerater da han skulle have banket en af dem til noget diskotekværk engang. Naturligvis er der ingen der siger noget og da de ikke vil forlade huset, trækker min ven tåregas og giver dem en omgang. Jeg er helt paralyseret. Jeg har oplevet vold hele mit liv og har med vilje aldrig været på diskotek og værtshus når jeg ville drikke, fordi jeg følte det ville være at opsæge volden. Har altid bare hygget til små private fester hos vennerne eller hjemme. Men nu var volden kommet hjem til mig også. Omkring en time senere dukkede de op igen og ville denne gang have udleveret ham med tåregassen. Da han nægter at gå med udenfor bliver det hele kaos. Folk smadret flasker i hovedet på hinanden og der blod og råb.. Jeg vil flytte mig men kan ikke. Er låst helt fast. Stivnet op af væggen. Da de til sidst forlader huset igen er det tilsyneladende dem der fik røvfuld men smider bemærkningen ind, "Vi slår jer kraftedeme ihjel mand!!" imens der bliver peget intenst rundt på os alle af en makker der tydeligvis har taget noget til næsen. Mit værelse ligner, jeg ved ikke hvad. Der er et stort hul i min dør og den er fyldt med blod. Min sofa har fået knækket ryggen og min lampe er blevet bøjet og virker ikke længere. hele vejen ned af trapperne er der trukket et blodspor med hånden på væggen.

Går helt i baglås efter den episode. Sidder bare ved min computer og når jeg forlader huset er det oftest med taxa hjem til en ven. Det er også hos en ven jeg ryger første gang nu. Har ellers altid sagt nej tak men nu blev det for meget. Hvor var det dog dejligt. Jeg slappede af. Forestil dig du ikke kan slappe af overhovedet. OVERHOVEDET. Jeg mener der er virkelig ingenting du kan gøre for at falde lidt til ro. Siden episoden ved festen har jeg ikke kunne slappe af det mindste. Boede ved en ven de første 2 uger fordi jeg simpelthen ikke turde være hjemme. Derefter var jeg kun hjemme i korte perioder af gangen. Efter et år stod det stadig på og min mor havde fundet en ny kæreste så vi flyttede. Det hjalp dog lige fedt for mig. Jeg var stadig i konstant rædsel om de ville finde mig og gøre ord af deres trusler. Der skete aldrig mere dog.

Som 18-årig begynder jeg på produktionsskole i Kerteminde, sammen med en ven. Vælger musikværkstedet da jeg i forvejen spillede guitar. Da jeg havde gået der et halvt års tid begyndte det at se lidt skidt ud med mit fravær da jeg ofte lå syg. Dette blev dog snart forklaret. Bestilte en tid ved lægen som jeg havde gjort mange gange før men denne gang bad jeg om at komme ind til en anden. Det var også smart gjort for det viste sig at jeg havde en struma. Det vil sige min skjoldbugskirtel ikke længere producere stofskiftehormoner og derfor gør mig meget syg. Jeg er nu blevet konstateret kronisk syg og skal spise piller resten af mit liv. Skal lige sige fra jeg startede med at ryge hash som 15-årig og så til nu, 18-årige mig, har jeg bare røget med vennerne. 1-2 gange om ugen, andre gange slet ikke så det var altså ikke et problem. Efter jeg får stillet diagnosen bliver jeg rigtigt trist og alle de ting jeg var begyndt at få på afstand kommer væltene ud af skabet igen. Mit hash "forbrug" tager til og skiftes hurtigt ud med et ret ukontrolleret misbrug. Jeg synker dybere og dybere ind i mig selv. snakker ikke om ting der går mig på, ryger bare mere hash.

Begynder at snakke med en pige på nettet. Hun er det dejligste jeg nogensinde har truffet og hun bor endda i nyborg. Vi skriver sammen i et års tid inden vi mødes så vi kender hinanden ret godt da vi endelig ses og jeg er så forelsket. Da vi den 14. November 2006 begynder at komme sammen bliver mit liv lidt lysere. Hun holdt mig oppe, holdt mig igang. Jeg røg stadig hash og hun begyndte også at ryge mere end hun havde gjort før. VI bor nærmest sammen på mit værelse oppe hos min mor og laver stort set ikke andet et helt år end ryge hash og spille World of Warcraft men det er okay tænkte jeg for hun var der jo.

Omkring Juli 2007 begynder jeg at blive syg igen. Hoster meget, kaster tit op, har synsforværring, uregelmæssig toiletbesøg (både 1 og 2), ingen appetit men tog alligevel på. Jeg forsøgte gentagne gange at gå til lægen men blev hver gang mødt med et smilende ansigt og en stor interesse for musik. Min daværende læges sønner spiller begge i et band en genre vi begge nyder. Derfor faldt det naturligt at jeg kom derop og forklarede hvordan jeg havde det hvorefter han udskrev noget pencillin til mig. Ugen efter da min pencillin kur var færdig gik jeg op til ham igen og forklarede det var blevet værre. Kan på det her tidspunkt næsten ikke se noget pga. store lysende pletter i synsfeltet. Afstandsbedømning er helt hen i vejret og er tit ved at rode mig ud i problemer med kørende biler af den grund. Havde åndedrætsbesvær og søvnbesvær samt svige ved vandladning. Han bad om en klamydia prøve og så gav han mig pencilling igen og sagde jeg skulle bestille en tid ved øjenlægen. Det prøvede jeg så men det skulle vise sig ikke bare at være lige til. Efter 4 dage hvor øjenlægen ikke kunne kontaktes gik jeg, efter min mors ordre, med min mor op til lægensækreteren og bad dem måle mit blodtryk. Lægen der dengang nær ikke havde opdaget min Struma kommer gående forbi og hører min anmodning og udbryder, "en sund, ung mand som dig fejler da ingenting". På det her tidspunkt vejer jeg 98 kg. og jeg er kun 175 høj ca. Hun måler mit blodtryk alligevel og sidder bare og måber på sit apparat. Hun forlader rummet og kommer tilbage med en anden slags blodtryksmåler, i ved dem med pumpen til. Hun måler igen og siger til min mor og mig at hun lige lader mig sidde i 10 minutter. Da hun vender tilbage er stadig det samme. Hold fast nu, mit blodtryk var 236/130. Et normalt blodtryk ligger gerne på 140/50 så den var jo helt gal. Jeg bliver henvist til svendborg af lægen og må igang med at finde en ven der kan køre mig.

Efter 4 timers indlæggelse i Svendborg på medicinsk afdeling bliver jeg overført til Odense. De fortæller mig ikke meget andet end det er afd. Y jeg skal indlægges på. Min mor tager med mig til Odense og efter vi har snakket med lægen er vi så klar over hvorfor jeg har været så syg. Begge mine nyrer er stået af og jeg skal starte i akut dialyse da mit blod er "surt" og jeg ville dø hvis de ikke snart startede behandlingen. Dagene går meget langsomt og jeg bliver smidt igennem den ene undersøgelse efter den anden. Udover nyresvigt har jeg type 4 blødninger i begge øjne, lige knap 10 liter væske har ophobet sig i min krop og oven i hele turen her går min kæreste fra mig da jeg er hjemme på orlov en weekend. Jeg er indlagt i 2 uger og går fra at veje 98,5 kg. til at veje 72,0 kg. i løbet af den første månede(inkl. de 2 uger jeg var indlagt). Da jeg langt om længe bliver udskrevet og får lov at komme hjem er hjem ikke det samme sted mere. Jeg har stadig akut kateter i halsen til dialyse, og får i november 2007 lagt et P-kateter i bughulen. Altså nu er jeg så langt nede jeg kan komme og ved hverken fra eller til. Jeg skal til Odense for at få renset mit blod 3 gange om ugen af 4 timer per gang. Med transporten er det ca. 6 timer af min dag der forsvinder der. Dialysen gør mig også enormt syg i form af afkræftelse, kvalme, opkast og søvnproblemer så der er 3 dage om ugen her jeg faktisk ikke er i stand til noget. I December får jeg lov at bruge mit P-kateter. Det vil sige jeg kan lave dialyse derhjemme ved hjælp af en maskine der i løbet af natten fylder bughulen op med dialysevæske, dræner og fylder op igen. Dette fortsatte i 8 timer hver nat. Mine venner besøger mig sjældent og jeg er som regel for udmattet til at gå nogen steder. Alligevel gik jeg næsten hver aften ud til mine, på daværende tidspunkt, bedste venner med ca. 10 kg. i taskerne(væsker osv. til p-dialyse poseskift. Dette forgik de første 3 måneder inden jeg fik natmaskinen) som boede ovenover min ekskæreste så hun var tit deroppe. Jeg blev meget jaloux og følte jeg pressede mig på. Følte mig uønsket.
Da jeg i Januar hører fra en veninde at min ekskæreste er sammen med min bedste ven, og at de har været sammen i en månedes tid, og jeg er endda den sidste i BYEN der hører noget sker der noget. Jeg tror jeg bliver ligeglad. Dagen efter kommer min bedste ven så op for at tilstå, uvidende om jeg allerede ved det. Jeg lader ham tilstå og siger så bare "ok..". ingen reaktion overhovedet. Set i bakspejlet ville jeg ønske jeg havde knust hans ansigt og smidt ham ud af vinduet, men jeg er bare ikke voldeligt anlagt. bleh fuck alt det her.. I bund og grund er det sådan for tiden at jeg den 03/03-09 blev nyretransplanteret og begyndte at ryge hash igen.

Nu ryger jeg så ca. 150g om måneden. joints og tjubang primært. Når jeg ikke er skæv sover jeg eller spiller computer for at få mig selv på afstand. Jeg er ulykkelig hele tiden med enkelte glædes udbrud der varer mellem en time og en halv dags tid. Jeg føler hver dag er en kamp. Økonomien stejler, gælden stiger, lægerne på nyremedicinsk ambulatorium vil gerne have mig indlagt på psykiatrisk men psykiatrisk siger de ikke kan lave en ordentlig psykisk evaluering før jeg har været stoffri i 3-6 måneder. har søgt hjælp ved lægen, kommunen og OUH og der er ingen der ved hvad de skal stille op med mig. Er jeg bare en tabt sag eller hvad? det føler jeg sku..

-Jesper