|
"Hvad skal jeg dog ta' med, når jeg skal snakke rusmidler med de unge og deres forældre? Det skal være nemt at gå til!"
Her har du måske muligheden. Vi har selv savnet et materiale, der lagde op til debat, eftertanke, fordybelse, anvendelse af forhåndsviden - og som provokerede til stillingtagen uden at udstille den enkelte. Samtidig et materiale, som kunne anvendes uden stor ekspertviden om emnet og i flere forskellige sammenhænge. Det er jo ikke så lidt!

 |  |

Men vi har et bud her:
15 uafsluttede tegneseriestriber med forbindelse til emnet rusmidler. Udfordringen for de unge, deres forældre, eller hvem det nu måtte være, består i at gøre tegneserieteksterne færdige. Din opgave er at få så mange teksforslag som muligt frem sammen med en uddybning af tankerne bag dem. Formålet med tegneseriestriberne er at skabe situationer, der;
· igangsætter en åben og fordomsfri debat
· giver anledning til eftertanke
· giver plads for både fordybelse og spontanitet
· er vedkommende uden at være grænseoverskridende
· provokerer til stillingtagen
· hjælper med afklaring af egne handlemuligheder | Vi har valgt modellen med uafsluttede tegneserier, fordi den er fleksibel og enkel i brug, og fordi tegningerne hurtigt beskriver en situation samtidig med, at de åbner op for flere valgmuligheder. Situationerne er skabt omkring genkendeligemellemmenneskelige relationer, her koblet sammen med rusmidler. Striberne giver mulighed for at bruge egen viden og erfaring, uden at man behøver at udlevere sig selv. Som figurernes talerør er man trådt ud af sin egen rolle. 
 |  |

Målgrupper :
Ungdomsgrupper fra ca. 8. klassetrin og opefter, forældre, undervisere, pædagogiske medarbejdere og andre professionelle. Materialet kan anvendes i skolernes sundhedsundervisning, i klubber og andre fællesskaber, hvor unge mødes. Det kan bruges til forældrearrangementer, med eller uden de unges deltagelse, eller i kollegiale sammenhænge - ikke mindst til at afklare egne holdninger. Hvordan går man frem…. Materialet kan bruges til et selvstændigt forløb, men det egner sig også fint til at indgå som en del af en større sammenhæng, hvor man ønsker diskussion om særlige emner.

 |  |

Forberedelse:
Det er ikke meningen, at alle 15 striber skal bruges i samme forløb. Du skal vælge den eller de striber, som passer til situation og målgruppe. Regn med god tid til bearbejdning af de enkelte striber. Vi tror, man opnår det bedste resultat med et begrænset antal striber. Prøv i ro og mag at gennemtænke de striber, du har valgt ud - ikke for at finde løsninger (det skal målgruppen jo!), men for at finde diskussionsmuligheder. Mange af striberne giver lejlighed til at diskutere f.eks. trivsel, ansvar, tillid, respekt, fordomme, forældre-barn roller og gruppepres. Vi foreslår, at du kopierer striberne til hver deltager, samt at du laver en OH-transparent, så alle i plenum kan se tegningen samtidig. Udførelse Lad være med at udlevere de enkelte kopier, før de skal bruges. Deltagernes opgave er at komme med forslag til tekster i de tomme bobler. Du afgør, om opgaven skal løses individuelt eller i grupper.
Deltagerne skal have tid til at gennemtænke striben, inden de skal præsentere deres forslag i plenum. Din rolle er at sikre en proces, der giver tid og rum til diskussion, eftertanke og fordybelse, således at den enkelte deltager har lejlighed til selv at tage stilling. Striberne lægger ikke op til facit, hverken med hensyn til figurernes roller eller udsagn.
Respekter deltagernes udtryksform - også selv om den kan være pjattet eller provokerende. Spontan humor er en god katalysator. Deltagernes forslag skal hverken sorteres eller vurderes af dig, men dine spørgsmål kan afdække tankerne bag forslaget. Der kan sættes en liste i mappen, hvor du efter brug kan skrive, hvilke striber, du har brugt, og hvordan de fungerede for dig.

|
 |
|
 |
|