Netstof 2006 - Legalisering_af

I Europa og USA betragtede man narkotikamisbrug som først og fremmest et medicinsk problem frem til begyndelsen af 1900-tallet. Brug af narkotika var i det væsentlige et anliggende mellem patienten og lægen. Lægen havde en udstrakt udskrivnings-ret. Misbrug var den enkeltes problem, ikke samfundets.

I forbindelse med udbredelsen af misbruget af morfin i 1800-tallet, opstod der en stærk bevægelse for en strengere regulering af narkotikaproblemet. Den amerikanske lovgivning "Harrison Act" 1914 blev toneangivende for de internationale narkotikaaftaler. Et spørgsmål, der allerede fra starten var diskussion om var, om der skulle skelnes mellem de forskellige stoffers farlighed, så mindre farlige stoffer kunne bedømmes mildere end de mere farlige stoffer. I praksis handler det om, at man skal have et mildere syn på cannabis.

Repræsentanter for lande med udbredt cannabis-rygning mente, man burde tage visse kulturelle hensyn, og at rygning af cannabis kunne sidestilles med alkohol. Det synspunkt, at alle stoffer skulle sidestilles, vandt dog. Der skelnes i dag ikke mellem de forskellige narkotiske stoffer. Siden de internationale konventioner er vedtaget, er der løbende føjet nye kemiske stoffer til den internationale narkotikakonvention. I forbindelse med kriminaliseringen af ikke medicinsk brug af narkotika fremførtes der en stærk kritik mod en alt for streng kontrolpolitik.

Kritikerne mente, at en politimæssig stærk indsats mod narkotika kun ville drive priserne op, tvinge misbrugerne ind i kriminalitet og gøre det svært for misbrugerne at søge hjælp til at komme ud af misbruget. Denne kritik var allerede fremme, da det internationale kontrolsystem blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet, men den har været fremført stærkest i slutningen af 1960'erne og i 1990'erne.

I den internationale debat taler man fortsat om det amerikanske synspunkt kontra det engelske synspunkt. I England har man, i større udstrækning end i mange andre lande, tilladt læger at udskrive narkotika til misbrugere til sygdommen "narkomani".

I legaliseringsdebatten fremføres forskellige begrundelser for at legalisere stofferne, her følger en kort gennemgang af de vigtigste begrundelser:

1. Afkriminalisering af besiddelse af cannabis er det, som de fleste legaliseringsgrupper er fortalere for. Det har man også indført i praksis i forskellige lande som for eksempel Holland og i nogle af USA's stater. Fortalernes vigtigste argument er, at cannabis-rygning er så udbredt og relativt harmløst, at det ikke er moralsk forsvarligt at behandle cannabis på linie med hårde stoffer.

2. Lovlig udskrivning af narkotika på recept ville indebære, at læger skulle have lov til at udskrive narkotika til misbrugere. Formålet er at afholde misbrugerne fra at begå kriminalitet, forsøge at få dem ind i et ordnet socialt liv og motivere dem for behandling. I Schweiz har man forsøgt med udskrivning af heroin. I England har læger i mange år kunnet ordinere heroin, men det gøres kun i meget begrænset omfang. I Danmark, som i mange andre lande, har det altid været muligt, og specielt efter den nye lovgivning, der trådte i kraft den 1. januar 1996, at udskrive metadon til de misbrugere, der vil gå i behandling, via de amtslige behandlingscentre. Misbrugerne bliver kontrolleret for, om de tager andre stoffer ved siden af.

3. Total legalisering og afkriminalisering af narkotikamarkedet fremføres først og fremmest af økonomer og fortalere for den nyliberalistiske bevægelse. Deres argument er, at kriminaliseringen totalt er mislykkedes. Verdens lande satser milliarder på politi, told, militær, domstole og fængsler for at bekæmpe narkotika-misbruget. De påstår ligefrem, at det har haft den modsatte effekt. De sammenligner konsekvenserne af narkotikapolitikken med alkoholforbudet i USA i 1930'erne. Det, landene har opnået, er højere priser på stofferne, gjort stofferne spændende, øget korruptionen og stimuleret den organiserede kriminalitet.

En legalisering ville efter deres argumentation føre til lavere priser, mindske kriminaliteten ikke kun på gadeplan, men også den organiserede kriminalitet, samt mindske udgifterne til politi, domstole mv.