Forebyggelse af narkotikaproblemer sker efter to grundprincipper: For det første prøver man at forhindre, at stofferne er til at få fat på. Tilgængelighed er selvfølgelig den første forudsætning for, at nogen begynder at bruge stoffer. Forbudet mod stofferne og politiets indsats mod illegal handel har forebyggende hensigt. For det andet prøver man at dæmpe folks ønske om at bruge stoffer, dvs. man prøver at mindske efterspørgslen efter stoffer.
 
Ofte taler man om 3 lag af forebyggelse:
 
Primær forebyggelse, der sigter på at forhindre, at nogen begynder på at (mis)bruge stoffer. Metoder indenfor primærforebyggelsen er oplysning og sikring af gode sociale kår og udfoldelsesmuligheder, især for børn og unge.
 
Sekundær forebyggelse satser på at få fat i mennesker, der er i færd med at starte et misbrug eller har tæt tilknytning til misbrugsmiljøer. Der er flere arbejdsmetoder indenfor sekundær forebyggelse, fx åbne rådgivninger og opsøgende arbejde.
 
Endelig kan man tale om tertiær forebyggelse, også kaldet "harm reduction". Tertiær forebyggelse bruges overfor mennesker, hvor man vurderer, det er umuligt at hindre brug af stoffer, men hvor man så prøver at forhindre skader af stofbrugen mest muligt.

 
 

 
Harm reduction