Indledning
Det sker ofte, at unge mennesker spørger behandlere: "Hvor mange bliver egentlig helbredt?". Og det, de mener, er: Hvor mange af de stofmisbrugere, der søger behandling, bliver stoffrie? På den ene side er svaret kort: Ikke særlig mange (for det er ikke så mange), på den anden side kræver det et lidt længere svar. For spørgsmålet bør også være: Hvad er målet med behandlingen? Og det er faktisk sådan, at det ikke kun er stoffrihed, der er målet. Målet er at hjælpe det enkelte menneske til færrest mulige problemer i forbindelse med stoffer. For nogle betyder det, at de bliver tilbudt hjælp til helt at holde op med at tage stoffer, for andre er stoffrihed et - i situationen - urealistisk mål. For dem gælder det snarere om at begrænse de sygdomme, ulykker og problemer, der følger i kølvandet på et misbrug.
Lidt historie:
De illegale stoffer
D.v.s. forbudte stoffer, har være kendt i Danmark i ca. 100 år. Forbudte er de først blevet hen ad vejen, når de er blevet fundet særligt skadelige/farlige. De første mange år var det et fåtal, der overhovedet kendte til stofferne, og endnu færre, der brugte dem.
Indtil 1960èrne var det kun i blandt nogle særligt grupper, der var brugere af stofferne. F.eks. har læger haft adgang til stofferne, fordi nogle af stofferne også blev/bliver brugt som medicin. Et andet eksempel er frihedskæmperne. Under krigen brugte nogle af dem amfetamin/speed for at holde sig vågne.
I tresserne begyndte stofferne - hash, lsd og forskellige former for amfetamin og morfin - at optræde i nogle ungdomsmiljøer. Nogle unge brugte stofferne i sammenhæng med et opgør med deres forældre og de værdier, der var i samfundet. Stofferne blev således en del af kulturen blandt nogle af "ungdomsoprørerne". Da det først er ude i nogle ungdomsmiljøer, spreder det sig også til andre unge. Særligt hash bliver rimelig udbredt. Nogle af dem, der eksperimenterer og bruger stofferne, får også problemer med stofferne. Her dukker altså for alvor stofmisbrugsproblemet frem i Danmark. Man har jo længe kendt til folk, der har problemer med alkohol, men stofferne er nye, fremmede, så man ser meget forskelligt på de to typer misbrug. Man begynder at snakke om "narkomaner", som man kalder dem, der har problemer med stofferne. Nogle af "narkomanerne" synes selv, at de har problemer og søger hjælp. Mange steder i samfundet synes man også, at det er et problem. Noget må gøres. Samfundets svar på problemet er blandt andet: Behandling.
Den første behandling
Den første tids behandling havde et klart mål: Stoffrihed.
Et udvalg af pædagoger og folk fra andre professioner forsøgte af al kraft at hjælpe de unge mennesker med ikke at tage stoffer; med skiftende held. Man tog på "afgiftningsture" til Sverige, sendte de unge i familiepleje (dvs. at de flyttede ind til en familie, typisk på landet) og støttede i det hele taget de unge. Det viste sig bare, at det gik meget langsomt med at nå målene omkring stoffrihed. Nogle blev selvfølgelig stoffrie, men de fleste begyndte efter lidt tid at tage stoffer igen, de fik det man kalder "tilbagefald". Der er blevet foretaget en undersøgelse, der meget godt viser, hvordan det gik. Man holdt øje med 300 misbrugere, der havde henvendt sig for at få behandling for deres heroinmisbrug, og så hvordan det gik dem i årene efter. Efter 11 år var resultatet at: Ca. halvdelen brugte stadig stoffer, ca. en fjerdedel var døde og ca. en fjerdedel brugte ikke heroin mere. Elleve år efter misbrugerne havde udtalt et ønske om at stoppe med misbruget, og søgt om hjælp til det, var det altså kun en fjerdedel, der ikke brugte heroin mere. Og så siger undersøgelsen ikke engang om denne fjerdedel var holdt op p.g.a. behandlingen. Tallene understreger den virkelighed behandlerne, og ikke mindst misbrugerne, oplevede: Det var nærmest umuligt at holde op, når først man var kommet godt i gang, og: Det var et farligt liv man førte som aktiv misbruger, de døde tidligere end den øvrige befolkning. Disse kendsgerninger gjorde at flere og flere begyndte at tvivle på målsætningen om stoffrihed. Det var tydeligvis begrænset, hvad man kunne opnå i den retning, så måske man skulle søge i nye retninger.
Metadon og nye mål
På dette tidspunkt (i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne), samlede diskussionen sig om stoffet metadon. Metadon er et stof, der er meget lig heroin i sin virkning. Blot tager det længere tid ("halveringstiden"), inden det er ude af kroppen igen. Det vil sige, at man ikke skal have det så ofte som heroin for at undgå abstinenser. Dette stof begyndte man at udlevere til nogle stofmisbrugere. Til nogle af dem, som havde haft en masse tilbud, og som stadig ikke var stoffri. Idéen var, at de så ikke behøvede heroin. På den måde blev de ikke tvunget ud i et brug af de forbudte stoffer, med den kriminalitet/prostitution, der følger med. Målet var, om ikke ændret, så i hvert fald udvidet. For nogle, disse "tunge", ikke-behandlingsbare stofmisbrugere var det bedre end ingenting, hvis de fik stoffet af det offentlige i stedet for det kriminelle marked. Tanken om, at det måske også fik kriminaliteten til at falde var også medvirkende til, at nogle kunne se idéen i at udlevere metadon. Indførelsen af metadon gik ikke stille af. Der blev diskuteret meget for og imod. Mange mente, at det var at give op overfor misbruget, og at man fortsat skulle satse alt på stoffri behandling. Andre mente, at det var direkte umoralsk at det offentlige skulle give stoffer ud. Denne grundlæggende diskussion er fortsat hele vejen op gennem firserne og halvfemserne, og kommer blandt andet til udtryk i diskussionen om man skal udlevere heroin som led i behandlingen.
Behandlingen nu
Tilbudene til stofmisbrugere bliver udbudt af amterne og de største kommuner. Det vil sige, at det er til en amtslig institution, man skal henvende sig for at få hjælp. Det grundlæggende tilbud er det, der hedder "ambulant" behandling. Det vil sige, at det er en hjælp, der foregår i dagtimerne uden, at man bliver indlagt. Hjælpen kan for eksempel være rådgivning, givet af socialrådgivere, pædagoger eller psykologer. Der er også altid ansat en læge på en sådan institution. Institutionens medarbejdere skal hjælpe misbrugeren med at fungere bedst muligt i samfundet, og med færrest mulige handicaps. Det betyder, at man kan hjælpe med at finde bolig, ordne mellemværende med politiet, søge ind på en uddannelse, gøre brug af den praktiserende læge osv. Desuden får mange af heroinmisbrugerne ordineret metadon af den tilknyttede læge. Egentlig handler behandlingen bare om at hjælpe et menneske med at få overblik i sit liv og handle derefter. Men vi mennesker fungerer ikke altid lige logisk, og en stofmisbrugers liv er ofte meget kaotisk. Der kan have været forståelige grunde til at et menneske har valgt at gå i hi i stoffer. Disse grunde (usikkerhed, angst, meningsløshed, rastløshed m.m.) forsvinder ikke som dug for solen, fordi man har søgt behandling. Desuden kan det være svært at sige farvel til livet med stofferne, fordi det alt andet lige har været det liv, man har haft. Ambulant behandling er i høj grad det muliges kunst. De realistiske mål kan beskrives ud fra tankegangen, der hedder "skadesreduktion". Det betyder, at det gælder om at misbrugeren får færrest mulige skader at sit misbrug.
Døgnbehandling
De fleste stofmisbrugere har et ønske om at blive stoffri. Det viser sig bare at være så utrolig svært, så det ikke umiddelbart lykkes for særlig mange. Hvis man skal have en chance for at blive stoffri, sker det næsten altid gennem et ophold på en døgninstitution. Det vil sige, at man i en periode på mellem 4 måneder og et år, opholder sig, og bor, sammen med andre misbrugere og behandlere på en institution. Hvis man ikke er stoffri, når man kommer på institutionen, bruger man den første tid på at "trappe ud" af stoffet. Det vil sige, at man får mindre og mindre stof til man er nede på 0. Udover at blive "afgiftet", har institutionen forskellige programmer (ikke vaskeprogrammer) man skal igennem. Hvad de indeholder er forskelligt fra institution til institution, men ofte er det "terapi", altså snakke, der skal give misbrugeren nye perspektiver på fortid, nutid og fremtid. Nogle steder deltager man i meget praktisk, fysisk arbejde, og andre steder bliver man også genopdraget i ordentlig opførsel. Nogle misbrugere holder op, inden de er færdige med opholdet. Andre fuldfører. En stor del af dem, der fuldfører har svært ved at holde sig stoffrie, og "falder i" igen. [Nogle "falder i" flere gange, inden de kommer ud af deres misbrug.] De begynder at tage stoffer igen. Men nogle fastholder stoffriheden. Hvis der er "efterbehandling", det vil sige hjælp, når man kommer tilbage fra institutionen, går det lidt lettere at komme tilbage til livet udenfor. Nogle har også stor glæde af "selvhjælpsgrupper". Det er grupper, hvori man støtter hinanden, hvor misbrugeren møder andre der har, eller har haft problemer med stoffer - og gerne vil blive dem kvit.
Og hvad så nu
Som det er fremgået indtil nu, er der ingen simple løsninger på folks stofproblemer. Når problemet samtidig er så påtrængende for nogle (typisk misbrugeren selv, de pårørende, behandlerne og politikere) kan det give en følelse af magtesløshed. Et klima med magtesløshed giver, på godt og ondt, grobund for nye tanker. På det seneste har det givet sig udtryk i forslag om: Udlevering af heroin, brug af urter, afgiftning under narkose og tvangsbehandling. Forslag som på den ene side kan være udtryk for, at man brændende ønsker at hjælpe, men på den anden side kan være udtryk for, at samfundet fortsat leder på simple løsninger i stedet for det møjsommelige arbejde, man allerede er i gang med.
Artiklen er skrevet af Thomas Lund fra Misbrugscentret i Hillerød. 
