|
I henhold til sygehusloven skal amterne (og Københavns og Frederiksberg kommuner) stille særlige behandlingsinstitutioner til rådighed for behandling af alkoholmisbrug.
Amterne kan indgå driftsoverenskomst med private organisationer, sådan at disse står for den daglige drift, men får økonomiske tilskud fra det offentlige. Behandling på offentlige behandlingsinstitutioner er gratis, og på ambulatorierne kan man i princippet blive behandlet anonymt.
I midten af 1990'erne er der på den måde ca. 60 alkoholambulatorier, hvor folk med alkoholproblemer bliver behandlet ambulant (typisk ved fremmøde 1-2 gange pr. uge). Dertil kommer 5-6 behandlingshjem, hvor alkoholmisbrugerne bor under behandlingen, som kan vare op til 6 måneder.
Ved siden af disse offentlige behandlingstilbud er der fra midten af 1980'erne startet en del behandlingshjem på privat grundlag. Det er den såkaldte Minnesota-behandling, som primært er døgnbehandling (for tiden er der en halv snes behandlingshjem), men der findes også et enkelt ambulant tilbud. Klienterne skal selv betale for opholdet, som kan løbe op til ca. 40.000 kr. for det dyreste sted. I nogle tilfælde kan klienten dog få sin kommune eller sin arbejdsgiver til at betale for opholdet
For unge under 25 år, er der i de fleste amter og i de største byer særlige ungdomscentre, som har til opgave at hjælpe unge med forskellige slags problemer.
Behandlingens indhold
Behandling af alkoholmisbrug kan variere fra sted til sted og kan være tilpasset den enkelte klient. Den almindeligste form på alkoholambulatorierne er medicinsk behandling med antabus, oftest suppleret med socialpædagogisk bistand og samtaleterapi, som sigter mod at ændre psykiske og bevidsthedsmæssige forhold hos misbrugeren. Socialrådgiverbistand til at klare sociale problemer kan komme på tale.
Alkoholambulatoriernes ambulante behandling muliggør, at klienten kan forblive i sit eget miljø.
Behandlingshjemmene er beregnet til personer med et noget alvorligere alkoholproblem, hvor ambulatoriernes tilbud ikke er tilstrækkeligt.
På behandlingshjemmene er vægten lagt på forskellige former for samtaleterapi. Klienten motiveres og hjælpes til en personlig udviklingsproces, sådan at han/hun opnår større indsigt og afklaring om egne mål og muligheder. Der er endvidere ofte mulighed for optræning af arbejdsevne ved værkstedsarbejde og arbejde på arbejdspladser uden for institutionen.
Tidligere var en total "tørlægning" af misbrugeren en nærmest enerådende behandlingsmålsætning. Nu arbejdes der med mere nuancerede målsætninger, sådan at et moderat, kontrolleret alkoholforbrug kan komme på tale som mål for behandlingen. Denne mulighed forventes at appellere til flere misbrugere, som ikke kan forestille sig et liv helt uden alkohol i et samfund, hvor alkohol "hører sig til" i mange og stadigt flere situationer.
Til at støtte de mennesker, som har været igennem en behandling, og som nu bagefter skal lære at leve med helt anderledes alkoholvaner end tidligere, er der i mange tilfælde patientforeninger tilknyttet ambulatorierne eller behandlingshjemmene.
På privat basis findes over hele landet AA-klubber (AA = Anonyme Alkoholiker), som er nært knyttet til Minnesota-behandlingen, men alle kan komme til de ugentlige møder. De henvender sig specielt til tørlagte alkoholikere, som har behov for personlig og solidarisk støtte til at forblive ædru.
Mange ressourcer til behandlingen
Behandling må betragtes som det alkoholpolitiske virkemiddel, der bruges flest penge til herhjemme.
Indenrigsministeriet beregnede således for nogle år siden, at det offentliges udgifter til alkoholmisbrugsbehandling på ambulatorier og behandlingshjem beløb sig til minimum 98 mill. kr. i 1983, hvortil kom 90 mill. kr. til alkoholrelateret behandling på psykiatriske sygehuse og afdelinger. (Udgifterne til behandling af somatiske følgesygdomme er ikke medtaget). Samme år anvendte det offentlige ifølge ministeriets skøn kun ca. 2 mill. kr. til informations- og forebyggelsesvirksomhed.
 |
|
|
|
|
