Leksikon

Kratom

Stoffet kratom stammer fra et tropisk træ, der vokser i Sydøstasien. Kratom er blevet brugt i århundreder som et traditionelt middel til at lindre smerter, give energi og opløfte ens humør. Det aktive stof i kratom hedder mitragynin. Kratom har både stimulerende og bedøvende egenskaber.

Billedet er genereret af kunstig intelligens

4 hurtige om Kratom

1

Effekt

Forøget energi, fokus, let smertestillende.

2

Bivirkninger

Kvalme, opkastning, døsighed, svimmelhed og irritabilitet.

3

Hvor lang tid går der, før det virker?

10-15 minutter.

4

Hvor lang tid virker det?

Op til 6 timer.

Hvad er Kratom

Stoffet kratom stammer fra et tropisk træ, der vokser i Sydøstasien. Kratom er blevet brugt i asien som middel til at lindre smerter, give energi og opløfte ens humør. Det aktive stof i kratom hedder mitragynin. Kratom har både stimulerende og bedøvende egenskaber.

Kratom findes i forskellige former og farver. Fælles for alle kratoms naturlige varianter er, at det kommer fra plantens blade, som er grønne i farven. Bladene tørres typisk og males til et fint pulver. Når kratom males til pulver, er det typisk som led i en produktionsproces, hvor stoffet herefter puttes i kapsler eller poser.

Kratom kan indtages på flere forskellige måder. Stoffet kan blandt andet brygges i en te, hvor man tilføjer kratomblade til varmt vand, hvorefter man så kan drikke det efter et par minutters trækketid. Kratom kan også indtages ved at sluge en kapsel. Nogle brugere vælger at tygge og sluge de tørrede kratomblade direkte.

Kratom har både stimulerende og bedøvende egenskaber. Derfor varierer det meget hvordan effekten opleves. Dette varierer yderligere baseret på indtagelsesmåde og dosis indtaget. En relativt lav dosis af kratom har normalt en stimulerende effekt, hvor brugeren kan opleve forøget energi, fokus og opløftet humør. Ved højere doser har kratom typisk en mere bedøvende effekt, hvor brugeren kan få en følelse af afslapning og ro i kroppen. Ved både små og store doser, kan kratom også have smertestillende effekter og lindre både fysisk og psykisk ubehag.

Kratoms varighed er afhængig af dosis og individuel respons. Stoffets effekt indtræder normalt efter 10-15 minutter, og effekten kan vare helt op til 6 timer, hvis en stor dosis indtages, eller hvis man er særligt sensitiv overfor stoffet. Gentagen brug af kratom fører til udvikling af en tolerance for stoffet, hvilket betyder at en større dosis er nødvendig for at opnå den ønskede effekt.

Brug af kratom medfører en række risici, både fysiske og psykiske. Kendte bivirkninger inkluderer, men er ikke begrænset til, kvalme, opkastning, forstoppelse, døsighed, svimmelhed og irritabilitet. Enkelte brugere har også dokumenteret mere alvorlige bivirkninger såsom forhøjet blodtryk, hjerteproblemer og skader på leveren. Ligesom med alle andre stoffer, er det vigtigt at være opmærksom på kvaliteten og renheden af stoffet og risiko for at stoffet er forurenet med andre stoffer.

Kratom er stærkt afhængighedsskabende, særligt ved længerevarende brug af stoffet. Regelmæssig brug af kratom fører til udvikling af en fysisk afhængighed, hvor et ophør med stoffet medfører kraftige abstinenssymptomer, herunder irritabilitet og uro i kroppen, angst og søvnløshed.

Kratom er klassificeret som et euforiserende stof i Danmark. Besiddelse, produktion og salg af kratom er ulovligt, og kan medføre bøder eller fængselsstraf.

Fandt du hvad du ledte efter?

Find rådgivning og behandling nær dig

Find rådgivning og behandling nær dig