|
Hvad er de farligste stoffer?

Hvad er højest Rundetårn eller et tordenskrald?
Tager vi alkoholen, så kan vi sige, at ca. 225.000 mennesker i Danmark drikker for meget. Der er mennesker, der dør af skrumpelever og andre sygdomme på grund af for stort forbrug af alkohol.
Børn bliver født med så store følgesygdomme på grund af moderens drikkeri, at børnene er skadet for livstid. Alkohol er skyld i adskillige færdselsuheld, og sådan kunne vi blive ved. Så hvis det er mængden af mennesker, der bliver berørt at alkoholen, og som har et for stort forbrug, ja, så er alkoholen det farligste stof.
Vælger vi at kigge på stofferne, så kan man tage et stof som hash. De fleste kan godt ryge det nogle gange uden at få trang til det igen, men tager man et stof som heroin, så kan man risikere at blive afhængig, allerede den første gang, du tager stoffet.
Så hvis det er, hvornår man bliver afhængig, der er målestokken for farligheden, så kan vi nævne stoffer som heroin, morfin, kokain og beslægtede stoffer.
I virkeligheden kan man sige, at det er det miljø, man er i, når man vælger at tage stofferne, der er langt det farligste. Er man sammen med nogen, som man har tillid til, og som kender en godt, ja, så vil der sikkert ikke ske noget ved at prøve at drikke en øl eller prøve at ryge hash, for det er ikke øllen/alkoholen eller hashen/stoffet, der er det vigtigste. Det vigtige er vennerne og kammeratskabet.
Der hvor man som ung og voksen skal passe på, det er, når man mærker, at det ikke længere er vennerne, der er det vigtige, men det er blevet øllerne eller hashen, der er det vigtige.
Ser man derimod på giftigheden i forhold til at dø af en såkaldt overdosis (OD), så er heroin det farligste.
Endelig er det også afgørende, i hvor høj grad et givet rusmiddel er socialt acceptabelt i et samfund, da der er stor risiko for at blive udstødt, hvis man bruger illegale rusmidler.

|
 |
|
 |
Noter
Kaffe har været anset for at være meget skadeligt, og i begyndelsen, da kaffen kom til Europa, blev der advaret mod drikken, og den blev også forbudt nogle steder, fordi man mente, det var skadeligt at drikke.
|