Netstof 2006 - Religion_og

Brug af hallucinogene stoffer er særlig kendt fra de indianske religioner. Det drejer sig primært om kaktus og svampe.
I flere indianersamfund spiller den meskalinholdige Peyotl en stor rolle. Indianerne indtog en grød af svampen, der fører den visionssøgende ind i meskalinets drømmeagtige hallucinationer. Både præster (shamaner) og andre havde (og har stadig) adgang til at bruge kaktusrusen til at søge visioner om livet og døden. Det er indianernes tro, at Fader Peyote bringer en særlig vision til den enkelte. Peyotekulten har sine rødder i årtusinder gamle traditioner. I dag er meskalin et forbudt stof, men The Native Church, der er et anerkendt trossamfund for indianere i USA, har tilladelse til at bruge kaktus i ritualerne.
I Mellemamerika har brugen af psilocybinholdige Svampe haft en tilsvarende anvendelse.
Spanierne var meget hårde ved de indianske samfund og deres kultur og der er ikke på samme måde en ubrudt tradition. I 1500-tallet beskrev spanske lærde anvendelsen af svampe, kaldet "teonanacatl". Den katolske kirke bekæmpede brugen og destruerede de kult-genstande og ritualdokumenter, der hørte til. Dog findes der overleveret en del små "Svampesten", figurer af svampeskikkelse med mennesker som stok. Svampebrugen gik i glemmbogen, men i isolerede indianersamfund i Mellem- og Sydamerika fortsattes brugen. Først i 1950’erne satte man for alvor en undersøgelse i gang og R. Gordon Wasson og Valentina Pavlovna fandt frem til, hvilke svampe det egentlig drejede sig om. Der blev også skabt kontakt til indianske grupper, der holdt ceremonierne i hævd. Det lykkedes LSDs opfinder, Albert Hofman, at isolere det aktive stof, Psilocybin.
I 1960’ernes hippiebevægelse var interessen for alternative kulturer og anvendelse af Psykedeliske stoffer stor. Ikke mindst Carlos Castanedas bøger om "Don Juans lære" (1968), "En anden virkelighed" (1971) og "Rejsen til Ixtlan" (1972) blev udbredte introduktioner til brug af hallucinogener i spirituelle eksperimenter. Om Castanedas angivelige læretid hos shamaen Don Juan er autentisk eller fri fantasi er der stadig usikkerhed om. Men at bøgerne bidrog væsentligt til shamanisme-romantik og til at tillægge hallucinogenerne evnen til at give indsigt i det overnaturlige, er der ingen tvivl om. Det samme gjorde Timothy Learys bog "High Priest".
Når man fortolker oplevelserne under hallucinogenrus, gør man det altid med baggrund i den verdensopfattelse man allerede har. Et menneske, hvis forståelse af verden indeholder ånder, spirituelle kræfter og andre verdener, vil forstå syner og oplevelser under rusen som indsigter i denne verden. Hun eller han vil se sine guder og andre væsner og opfatte rusen som en bekræftelse på deres eksistens. I den moderne verden, der er præget af naturvidenskaberne og psykoanalysen, vil hallucinationerne ses som produkter af underbevidstheden, som fortrængninger og som billeder, der er skabt af personernes egne forestillinger. Det har været baggrunden for, at man i 60’erne nærede forhåbninger til LSD og andre hallucinogener om, at de kunne psykiatriens patienter til indsigter i det syge sjæleliv, der kunne hjælpe dem ud af sygdommen. Eksperimenter viste imidlertid, at de blot blev mere syge og blev skræmt fra vid og sans, når deres angst og uhyggelige barndomsoplevelser viste sig som dæmoner og rædselsvækkende syner i LSD-rusen.
Når indianske kulturer tilsyneladende har kunnet bruge hallucinogenerne i kulturen, uden udbredte skadevirkninger, skyldes det først og fremmest, at rusen er forberedt og at omgivelserne er med til at give hallucinationerne mening. Det samme gælder jo ikke for unge i vestens storbyer og derfor vil de langt oftere gennemleve hallucinationer som løsrevne oplevelseser, de kun kan bearbejde i deres ensomhed, uden tilknytning til en kultur, der accepterer og forstår, hvad de har oplevet. Man kan derfor ikke umiddelbart overføre de indianske indsigter i anvendelsen af hallucinogener til storbylivet. Stofferne selv indeholder ikke forløsningen - det gør den kultur de anvendes i.