Netstof 2006 - Kokain

Kokain er et stimulerende stof, som fremstilles af kokabuskens blade. Det sælges på det illegale marked i form af et hvidt pulver, som misbrugerne bruger til at snuse eller sniffe. Tre bølger af kokainmisbrug er kommet over den vestlige verden med ca. 50 års mellemrum i 1880, 1930 og 1980.

Historie:
Arkæologiske fund har vist, at man dyrkede koka i Peru siden 1900-1750 før vor tidsregning. Indianerne i Sydamerika troede, at koka var en guddommelig vækst, da bladene lindrede træthed og dæmpede sult. I visse dele af Sydamerika betales den dag i dag en del af lønnen i form af kokablade. En tysk kemiker, Albert Niemann, havde i 1860 succes med at fremstille ren kokain fra kokablade. I de følgende årtier lanceredes kokainen som bedøvelsesmiddel i kirugien. Det fik også stor anvendelse mod en række sygdomme så som depressioner, syfilis, tuberkulose og så videre.

En af dem, der ordinerede kokain, var den unge læge Sigmund Freud. Freud talte for, at man skulle anvende kokain mod depressioner. Han mente, at kokain hjalp ham selv gennem en depression. I 1920'erne og 1930'erne opstod en betydelig sortbørshandel med kokain specielt i Tyskland, Frankrig og Østrig. Igennem 50 år var kokain praktisk talt forsvundet som misbrugsmiddel. Men i 1970'erne blev det populært blandt trend-sætterne i USA at sniffe kokain. Det var indledningen til en meget omfattende udbredelse af kokain, som i løbet af 1980'erne nåede Europa. Derefter begyndte teenagerne i USA at anvende crack, et kokain-produkt som ryges i cigaretter eller vandpiber. Man regner med, at der i 1991 var cirka en million crack-misbrugere i USA. Den voksende efterspørgsel efter kokain har givet anledning til større og større produktion i Sydamerika. Den årlige produktion beregnes nu til 400 tons. 1/4 af denne mængde smugles til Europa.

Botanik:
Navnet koka eller erythroxylum referer til 250 arter af kokabusken. Kun Sydamerika og Java har en tilpas jordbund og egnet klima til at dyrke kokabusken. Buskene kan blive et par meter høje. Bladene indeholder 1% kokain. De er kraftige, næsten læderagtige, og de kan høstes 3 til 4 gange om året.

Kemi:
Kokain, hvis kemiske navn er bensoylmetylekgonin, har en struktur, som har visse ligheder med atropin og skopolamin. Det er et krystalliseret pulver med bitter smag. Da det ikke er særligt stabilt, omdanner kemikerne det til et mere stabilt salt kokainhydroklorid.

Virkning:
Kokain er det først opfundne lokal-bedøvelsesmiddel. Alle de bedøvelsesmidler, som anvendes i dag, udgår fra kokainets struktur. Kokain kan optages gennem alle kroppens slimhinder. Det kan indtages på forskellig vis:

1. Tygning af kokablade.
2. Snusning eller snifning.
3. Indsprøjtning af en kokainopløsning.
4. Rygning af kokain i vandpibe - den såkaldte freebase-rygning.
5. Rygning af kokapasta.
6. Rygning af crack.
7. Anbringelse på slimhinderne i anus og skeden.

Virkningen på det centrale nervesystem er komplekse og endnu til en vis grad uudforskede. Så meget står imidlertid klart, at kokain går direkte ind i transporten af impulser fra den ene nervecelle til den anden. Resultatet af stimuleringen med kokain bliver blandt andet forhøjet puls, forhøjet blodtryk og udvidede pupiller. Det er sandsynligt, at kokain - netop ved at det går direkte ind og overfører impulser mellem nervecellerne - forstyrer balancen mellem vitale funktioner i hjernen, som reguleringen af tørst, sult, kropstemperatur, søvnrytme og seksualliv.

Kokain nedbrydes hurtigt i kroppen - halveringstiden er en time. Mindre end 20% udskilles uforandret i urinen. Efter nogle døgn kan man ofte ikke spore stoffet, heller ikke i urinen. Nedbrydning af kokain fortsætter efter døden, og derfor bliver en del akutte dødsfald på grund af kokain ikke registrerede. Hvis man sniffer kokain bruges mellem 10-20 mg pr. dosis. Den dødelige dosis for et menneske er ca. 1,2 gram. Men dødstilfælde kan indtræffe allerede ved snifning af 25 mg. På grund af den hurtige nedbrydning har kokainmisbrugerne brug for at indtage nyt kokain mindst en gang i timen.

Rusen:
De umiddelbare effekter ved at sniffe en moderat dosis er stærkt forhøjet stemning, vellyst, seksuel stimulering, overdreven opmærksomhed og øget selvværdi. Slimhinden i næsen føles lokalbedøvet. I begyndelsen af et misbrug dominerer de positive virkninger. Virkningerne er imidlertid dobbelttydige. Knap en time efter rusen kommer følelsen af beklemthed og angst, en nedtur. Disse negative oplevelser er med allerede fra starten, men de overses eller negligeres. De driver imidlertid misbrugeren til oftere og oftere at tage kokain for at få en ny rus. Kokainmisbruget er karakteriseret af intensive misbrugs-perioder, efter hvilke misbrugeren er helt udmattet og angstfyldt. Alkohol, opioider eller beroligende medicin bruges for at dæmpe nedturen. Et blandings-misbrug bliver følgen.

Fysiske virkninger af kokainmisbrug er fremfor alt irritation af næsens slimhinder, stærk hovedpine, pludselig svimmelhed og epileptiske anfald. Uregelmæssig hjerterytme er normalt. Den seksuelle ophidselse og stimulering, som kokain giver til at begynde med, vender efter en tids misbrug. Så bliver det vigtigere at få en kokainrus end at gå i seng med hinanden. Kokainen skaber nemlig kaos i hjernens lystcentre, som bliver udmattede.

Psykiske virkninger ligner dem efter amfetamin-misbrug, det vil sige søvnbesvær og specielt vrangforestillinger. Typisk for kokainmisbrugeren er depressioner og en speciel kokain-psykose med livlige syns- og høre-hallucinationer. Psykosen kan opleves, som om der kryber insekter under huden, eller som om der sætter sig snekrystaller på huden. Dette syndrom kaldes for Magnans syndrom efter Valentin Magnan, som opdagede det i 1800-tallet.

Sociale skadevirkninger er svære. Misbruget fører til en forøget volds-tendens og personlige skibbrud, ikke mindst økonomiske. I forbindelse med udbredelsen af crack er fulgt en øgning af vold og børnedødelighed. Gravide kvinder, som misbruger crack, risikerer for tidlig fødsel, blødninger m. m. De nyfødte kan have mere eller mindre alvorlige hjerneskader. De er unormalt urolige og har svært ved at få kontakt til plejepersonalet.

Behandling:
Afgiftning og behandling af depressioner, som følger med kokainmisbruget, sker ofte på de psykiatriske klinikker. Den påbegyndte afgiftning opfølges af en langvarig og tæt efterbehandling i dagbehandling, hvor der bevidst arbejdes med muligheden af tilbagefald.