Hvem er det der bliver misbrugere?

Der er nogle der forsøger at forklare afhængighed af et stof, alkohol eller narkotika, ved at sige at de mennesker, der er afhængige, har nogle gener - noget medfødt, som gør, at de bliver tiltrukket af stofferne.

I USA bruges der en del penge på at bevise denne sammenhæng mellem biologisk arv og afhængighed.

I Danmark og Vesteuropa er den mest udbredte opfattelse, at afhængighed og misbrug er afhængig af den sociale arv.

Hvis man spørger de narkomaner, som vi kender, så vil du få flere forskellige svar.
Vi bringer her nogle narkomaners svar på, hvordan de blev narkomaner.

Skal vi komme med en enkelt faktor, som man finder hos en stor del af narkomanerne, så er det, at narkomanen på et eller andet tidspunkt, har været udsat for svigt.

Det vil sige, narkomanen som barn eller ung har været afhængig af voksne, som har svigtet - ikke taget sig ordentligt af barnet.

Det kan være børn, som forældrene ikke har magtet at opdrage, børn af forældre der selv havde stof- eller alkoholproblemer, børn der blev udsat for andre former for svigt fra de voksnes side.

Udover at børnene har været udsat for svigt, skal de selvfølgelig også have haft mulighed for at komme i kontakt med stofferne, men det er jo ikke særligt svært i dagens Danmark.

De fleste unge vælger også at ryge hash, tage Ecstasy og andre stoffer, fordi så føler de, at de er med i en gruppe, så er man en del af noget, man er ikke alene.

Hvem der bliver narkoman, kan man ikke sige noget entydigt om.
Der er dog en tendens til, at det har været dem fra de socialt dårligst stillede miljøer, som fylder mest i statistikken.

Børn og unge fra alle miljøer har dog mulighed eller risiko for at blive narkomaner. Det afhænger af baggrund (svigt), og en masse andre faktorer. Men læs beretningerne.
Hvordan jeg kom på stoffer?

Peters historie:
Jeg hedder Peter, er 38 år og blev født i 1959 i et solidt borgerligt miljø.

Min familie: Far, mor, lillebror og søster. Vi flyttede til Gentofte nord for København.

Min far var fabrikant. Min mor havde en mellemlederstilling på et hospital - jeg husker kun en tryg og kærlig barndom. Jeg gik ud af skolen i 1976 med en realeksamen, blev handelsuddannet, aftjente min værnepligt. Jeg arbejdede nogle år i restaurationsbranchen, blev selverhvervende. Mit sociale og fysiske liv fungerede fint. Ingen økonomiske eller sundhedsmæssige problemer.

Jeg var forlovet i 4 år, og stod for at skulle giftes. Min far var de sidste år blevet meget syg. Det tog hårdt på mig - at stå på sidelinien, og se ham langsomt syne hen. I forbindelse med mit selvstændige erhverv, måtte jeg se i øjnene, at jeg havde mistet 300.000,- kr. Min far var lige død.

Det sidste knæk, fik jeg da min forlovede valgte at forlade mig, dagen før vores bryllup. Jeg følte mig knust. De mennesker jeg elskede mest var pludseligt ude af mit liv. Økonomien var brudt sammen, jeg stod uden indtægt. Alt så for mig på det tidspunkt håbløst ud. Jeg drak meget, sov for lidt og spekulerede, så jeg var ved at blive vanvittig. Jeg begyndte at spise sovepiller for i det mindste at få fred om natten.

Den tid var et helvede. Jeg kunne ikke se eller finde nogen løsning på mine problemer. Jeg fik mavesmerter, af for lidt mad og for meget alkohol.

En dag fik jeg fat i nogle Ketogan-tabletter, uden at vide hvad det var. De tog smerterne, og gav ro i hovedet. Uden at være klar over, hvad jeg var på vej ud i, fortsatte jeg med Ketoganerne. Jeg havde fået fred i sjælen.

Efter 2 - 3 måneder blev jeg klar over, at jeg var blevet afhængig. Jeg forsøgte at holde op, da konsekvenserne begyndte at dukke op. Jeg kunne ikke. Jeg turde ikke søge hjælp, og skammede mig over, at jeg var blevet narkoman.

Efterhånden havde jeg solgt alt hvad jeg ejede, lånt hvad jeg kunne - og jeg var begyndt at bruge heroin.

I starten sniffede jeg det, indtil mine slimhinder var ødelagte af blodstyrtninger. En bekendt gav mig min første sprøjte. Siden gjorde jeg aldrig andet. Det var et levende helvede. Jeg kunne ikke se nogen løsning på mit liv.

Ved et tilfælde hørte jeg om behandling. Jeg blev stoffri første gang i 1995.

I dag i 1998 er jeg blevet stoffri igen, efter at have fået 3 tilbagefald. Jeg har fået mod på livet igen efter 6 - 7 år i helvede.

Jims historie:
Jeg blev født på Køge Sygehus den 3. november 1970.

Jeg havde en god og tryg opvækst. Min far er alkoholiker, men det mærkede jeg ikke rigtig noget til som barn.

Da jeg var ca. 10 år, blev mine forældre skilt, og min far flyttede væk, og jeg flyttede langt ud på landet med min mor og min storesøster. Jeg kom ind på en ny skole, og det hele så ud til at gå godt, men min adfærd ændrede sig til det værre. I starten kun i det små, med et par flabede bemærkninger, og en noget næsvis opførelse, men jeg fandt hurtig ud af, at jeg kunne gøre som det passede mig, uden at der skete det store ved det.

Vold blev en rimelig fast ting i min hverdag, for jeg fandt ud af, at når jeg gav på munden, så var jeg fri for at diskutere med folk, og der var ikke nogen, der drillede mig.

Da jeg var ca. 13 år, begyndte jeg at rende sammen med nogle gutter, der var 5 - 6 år ældre end mig selv, og de røg noget hash en gang imellem, og det måtte jeg selvfølgelig prøve. Jeg fandt ud af, at når jeg røg den fede, var jeg fri for alle mine hæmninger, og jeg kunne snakke med folk - ja, jeg kunne endda diskutere uden at bruge vold. Jeg tænkte, at hvis jeg får alle de fordele ved bare at ryge hash, så var speed vel heller ikke så slemt, så det tog jeg - og var solgt med det samme.

Speeden blev hurtigt en stor del af min hverdag, og jeg tog det ved enhver given lejlighed. Jeg syntes, at der var en dybere mening med livet. Speed var sagen i et par år, indtil jeg en dag blev præsenteret for et stof, der hedder kokain, og det overtog fuldstændigt. På det tidspunkt havde jeg allerede et stofproblem, og det fik jeg også at vide af mennesker omkring mig, men jeg vidste, hvad jeg lavede - troede jeg. Jeg var da ikke så langt ude som nogle af de andre rødder jeg rendte sammen med…. Mit coke forbrug accelererede enormt de næste par år. Jeg har altid taget stoffer på en meget destruktiv måde, som hvis dem jeg var sammen med tog for 200,- kr., så tog jeg for 400,- kr., men jeg syntes stadig ikke, at jeg havde noget problem, og det tror jeg er typisk for narkomaner, de er sgu' altid de sidste, der opdager, at de er ude i noget snavs.

Da jeg var omkring 21 - 22 år, kom jeg til at bo sammen med en gut, der solgte alt, hvad der havde med stoffer at gøre, og lidt ved et tilfælde prøvede jeg heroin for første gang. Jeg skal blankt erkende, at det var det bedste, jeg havde prøvet i mit liv, og det mener jeg stadig.

Var det ikke for alle konsekvenserne, og sorgen + smerten jeg pådrog alt og alle inklusiv mig selv, så ville jeg nok være på junk resten af mine dage, men stofferne har ødelagt alt i mit liv. Jeg har fixet mig ud af alt godt, som mødte mig, og det jeg har det sværest med i dag er, at min familie ikke stoler på mig over en dørtærskel, men de er glade for, at jeg er i behandling, og jeg ved, at tilliden nok skal blive genskabt med tiden. Ja, - hele verden ligger åben for mig, og det eneste jeg skal gøre er at holde mig clean.

Anonym hostorie:
Jeg er 38 år gammel, og er født i en havneby på Sjælland.

Min nærmeste familie bestod af min mor, stedfar og to halvbrødre. Jeg var i hele min barndom bange, og havde meget stor respekt for min stedfar. Da jeg var ca. 14 år, drak jeg alkohol første gang.

Efter nogle gange fandt jeg ud af, at alkoholen bedøvede min angst for min stedfar. Jeg begyndte derefter at drikke regelmæssigt, hvilket altid endte med, at jeg lavede skandale i familien.

Min skolegang er en lang historie om forsømmelse, oprør, slagsmål og deraf følgende dårlige karakterer. Som 17 årige gik jeg ud af skolen efter niende klasse, og blev smidt ud hjemmefra.

Jeg var ca. 19 år gammel, da jeg fandt ud af, at ved at blande alkohol og hash, opnåede jeg en virkning, der gjorde, at jeg slappede mere af, når jeg drak, og at jeg ikke var nær så voldelig.

Da jeg var ca. 24 år prøvede jeg speed, og så var jeg bare solgt. Ved hjælp af det, syntes jeg, at alt bare var helt fint, og at jeg bare kunne alt, såsom at tale med alle mennesker.

Der var simpelt hen ingen grænser for, hvor klog og smart jeg var - så jeg begyndte at sælge stoffer, for at tjene til mit eget forbrug. I løbet af kort tid sad jeg fast i narkoverdenen.

Efter i nogle år at have røget ind og ud af diverse fængsler for narkokriminalitet, prøvede jeg heroin. Her mente jeg, at jeg havde fundet svaret på alle mine problemer.

I starten brugte jeg heroin en gang om måneden, og jeg mente, at jeg kunne styre det, men meget hurtigt brugte jeg det hver dag. For at skaffe penge, måtte jeg begå endnu mere kriminalitet.

Jeg endte med at have mistet arbejde, uddannelse, div. forhold, min familie, helbred, værdinormer, selvrespekt og selvværd.

Det tog mig 24 år at se i øjnene, at der var noget rivende galt med mit liv.